Mål induktans

En spole har induktans som sin vigtigste egenskab og skabes ved at forbinde mange individuelle ledersløjfer i serie. Ledertråden er viklet på en bærekerne. Hvis kernen er lavet af ferromagnetisk materiale, kaldes det en jernkernespole. En luftkernespole har ikke en magnetiserbar kerne. Der findes to hovedtyper: den cylindriske spole, som er åben på begge sider, og den lukkede toroidale spole.

Grundlæggende om induktans

Som enhver leder har spolen også en ohmsk modstand. Den afhænger af ledermaterialet, lederens længde og dens tværsnit. Hvis der løber en elektrisk strøm gennem en spole, opbygger den et magnetfelt. En cylindrisk spole, der er tilsluttet jævnspænding, fungerer i sidste ende som en stangmagnet. Magnetfeltet afhænger af spolens kernemateriale, antallet af vindinger og spolens geometri. Alle disse variabler udgør tilsammen en spoles induktans.

Vekselstrøm opbygger og reducerer magnetfeltet i en spole. Spolen absorberer energi, lagrer den i magnetfeltet og frigiver den igen. Energien flyttes frem og tilbage uden nogen effekt. Derfor kaldes det også reaktiv energi, og modstanden kaldes reaktans. Hvis der er en jernkerne, skaber den kontinuerlige ommagnetisering hvirvelstrømme, som varmer kernen op. Det medfører, at yderligere aktiv energi går tabt. En spole med jerntab trækker mere strøm, end reaktansen beregner. I det ækvivalente kredsløb svarer jerntabsmodstanden til en aktiv modstand, der er forbundet parallelt med reaktansen.

Mål induktans

Den induktive reaktans påvirkes af frekvensen af vekselspændingen og dens induktans. Jo større spolens induktans er, og jo højere frekvensen af den tilførte vekselspænding er, jo større er den induktive reaktans.

Formelsymbolet for induktans er L. Enheden har fået forkortelsen H til ære for fysikeren Joseph Henry og kaldes Henry. En spole har en induktans på 1 Henry, hvis strømmen ændrer sig ensartet med 1 ampere på 1 sekund, og der induceres en spænding på 1 volt. Induktansen kan nemt måles med en præcis LCR-måler.

« Back