Transformator
En transformer bruges til at transformere vekselspændinger op eller ned, dvs. til at øge eller reducere dem. I princippet består transformatoren af to tilstødende spoler. På den ene side genererer den strømførende spole et magnetfelt (primærsiden).
Med en sinusformet excitationsstrøm dannes et tilsvarende magnetfelt med en sinusformet vekslende flux Φ. Hvis dette magnetfelt passerer gennem den anden spole, inducerer det en spænding der (sekundærsiden). Den sekundære spole bør ikke have en elektrisk ledende forbindelse til excitatoren eller den primære spole. Begge spoler er derfor elektrisk isolerede. De er kun koblet sammen via magnetfeltet. Et sådant arrangement kaldes en transformer.
Den elektriske energi i primærspolen omdannes til magnetisk energi. Magnetfeltet genererer igen elektrisk energi i sekundærspolen gennem induktion. Forudsætningen for høj effektivitet er en fast magnetisk kobling. Skilletransformere bruges til at isolere vekselspændingen galvanisk fra lysnettet. Transformatorer bruges til datatransmission og i måle- og kontrolteknologi til transmission af lydfrekvenser.
En ægte transformer adskiller sig fra en idealtransformer ved, at dens forhold er udsat for fejlpåvirkninger. Disse skyldes viklingernes ohmske modstande (viklingsmodstande R1, R2), den ikke-ideelle fluxkobling af de enkelte spoler (lækageinduktanser LS1, LS2), kernematerialets krav til magnetiseringsstrøm og dets jerntab (ækvivalent modstand for jerntabeneRFe).
« Back